Kritik ryster læge

05. maj 2006 11:06

-Vi er meget kede af, hvis det på nogen måde bliver opfattet negativt.

Læge Stig Andersen er rystet over Asii Chemnitz Narups kritik af det nye danske Center for Grønlandsforskning, der blandt andet sætter fokus på sygdomsforhold her i landet.

Landsstyremedlemmet for Sundhed har været ude med riven efter centret, som hun mener, er overflødigt.

Asii Chemnitz Narup henviser til, at der er styr på forskning i vores levevis og fremhæver folkesundhedsprogrammet som et eksempel.

Stig Andersen er fuldstændig uforstående overfor kritikken, fordi Direktoratet for Sundhed allerede er indblandet i Centeret for Grønlandsforskning:

-Centret er støttet af det sundhedsvidenskabelige forskningsråd i Grønland, som hører ind under Direktoratet for Sundhed.

Stig Andersen, der tidligere har arbejdet som læge i Grønland, påpeger, at han også har skrevet til landsstyremedlemmet for at informere om centret.

Radioavisen ville gerne have spurgt Asii Chemnitz Narup om direktoratets støtte til det kritiserede center, men det har ikke været muligt at få en kommentar fra landsstyremedlemmet.