Kritik preller af på Dyrenes Venner

Mens maven knurrer hos slædehundene i Qaanaaq råder Pilersuisoq over et helt lager fyldt med hundefoder. Nu undrer kædedirektøren sig over at Dyrenes Venner ikke har taget kontakt til dem for at få et tilbud.
Skrevet af Louise M. Kleemann
29. november 2011 16:26

Hvorfor har Dyrenes Venner ikke spurgt om Pilersuisoq havde noget hundefoder på lager? Skal vi nu bare kassere vores lagerbeholdning? spørger Frederik Olsen, kædedirektør i Pilersuisoq til sermitsiaq.ag

Men hans bekymring for udsigten til det svigtende salg giver ikke et større indtryk på formanden for Dyrenes Venner.

- Jeg kan undre mig over, at Pilersuisoq og Frederik Olsen med god samvittighed har kunnet være vidne til at slædehunde dør af sult samtidig med at de har et lager fyldt med hundefoder, siger Susanne A. Markdal  i en kommentar.

Men Pilersuisoq har foreløbig ingen grund til at bekymre sig, for der er stadig gang i salget af hundefoder.

- Hvis det ikke havde været for min kones løn ville vi ikke havde haft råd til at købe hundefoder, siger Mads Ole Kristiansen, der siden september ikke har haft indtjening.

- Mine hunde får som regel mad hver anden dag, og en pose hundemad koster 249 kroner og rækker til ét måltid. Det er nok til at holde dem fra sultedøden selv om de ikke bliver mætte, siger Mads Ole Kristiansen.

Han glæder sig til at isen lægger sig, da det vil give ham mulighed for at tage ud på fangst og supplere hundefoderet med sæler og hellefisk.

Men indtil videre er det konens indtjening der holder hundene i live.

Og hvorvidt Pilersuisoq har tænkt sig at give rabat på hundefoder i disse svære tider melder historien ikke noget om.