Kraftværker kan rammes af kæmpekonkurs

Konkursen af den danske byggegigant Pihl & Søn vil påvirke enorme byggeprojekter i hele verden - heriblandt flere byggerier herhjemme.
27. august 2013 10:32

"Fredag d. 6. september" står der på den officielle invitation til indvielsesceremonien på det store vandkraftværk i Ilulissat. De sidste udvidelser af det kraftværk, der blev sat i drift oktober sidste år skulle så småt være færdige.

Men en uge før indvielsen i Ilulissat ser det pludselig ud til, at direktionen i Nukissiorfiit er som frosset.

På grund af byggeselskabet Pihl og Søns uventede konkurs i går, er det selvstyreejede energiselskab nu lidt rundt på gulvet.

- Vores umiddelbare vurdering er, at Ilulissat vandkraftværk i Paakitsoq kan færdiggøres efter planen. Vi håber, det bliver i samarbejde med Istak (islandsk firma red.) og underleverandører som hidtil, men vi undersøger i øjeblikket, hvorledes det eventuelt juridisk kan effektueres, skriver kommunikationsstrateg Anja Rosa Qvist til Radioavisen.

I alt brugte Nukissiofitt den danske byggegigant til tre energiprojekter herhjemme. Men Pihl & Søn har bygget meget - blandt andet har de været med til at bygge den moderne Hans Lynge-skole i Nuuk.

Da aktieselskabet i går eftermiddag indgav konkursbegæring, var Nukissiorfiit hurtigt ude med en udtalelse.

Det lader til, at der ikke vil komme nogen penge fra landskassen i klemme på grund af milliardkonkursen, hvis man skal tro pressemeddelelsen.

- Nukissiorifit har taget de forholdsregler, der i sådanne situationer er nødvendige for at sikre samfundets investeringer. Vi har ligeledes kontaktet vores juridiske rådgivere på de verserende sager, og afventer deres vurdering af de kontraktmæssige konsekvenser, skrev Nukussiorfiits tekniske chef, Peter Birk.

Nukissiorfiit har en retssag kørende med Pihl Og Søn med anklager om byggesjusk på vandkraftværket i Qorlortorsuaq. Energiselskabet tør ikke sige noget om denne sag, da der er flere byggefirmaer involveret.

På grund af konkursen, er det altså stadig uvist, om der bliver indvielsesfest på vandkraftværket i Ilulissat om halvanden uge.

Den danske byggegigant har projekter i hele verden. Pihl og Søn står bag færdige projekter som Storebæltsbroen og operahuset i Danmark. Derudover var selskabet i gang med store ombygninger af havne- og togtrafikken i København.

Pihl og Søn har mødt kritik i Danmark, fordi selskabet ofte har overtrådt overenskomster med sine ansatte. Pihl & Søn har haft et stort rodnet af østeuropæiske underselskaber, og selskabet har mødt kritik for den måde underentreprenørerne har håndteret dødsfald på deres byggepladser.