Kraftigt jordskælv rammer Mexico

Et jordskælv med en størrelse på 8,1 har fredag morgen dansk tid ramt det sydlige Mexico.
Foto © : eathquake.usgs.gov
Skrevet af Ritzau
08. september 2017 07:06

Foreløbig er mindst fem mennesker døde ved jordskælvet, rapporterer nyhedsbureauet AP.

Jordskælvet ramte, mens det var nat i Mexico og landene i regionen.

Skælvet skete i 33 kilometers dybde ud for stillehavskysten cirka 120 kilometer sydvest for byen Tres Picos i den sydlige mexicanske delstat Chiapas. Det oplyser USA's Geologiske Tjeneste ifølge nyhedsbureauet AFP.

Huse er væltet, og bygninger har svajet faretruende i Chiapas, hvor foreløbig tre meldes omkommet.

I nabostaten Tabasco oplyser guvernøren, at to børn er døde, efter en mur væltede under de voldsomme rystelser.

- Baseret på de tilgængelige data, så kan brede og farlige tsunamibølger ventes på nogle strækninger langs kysten, lyder det fra Tsunamivarslingscentret for Stillehavet.

- Tsunamibølger, der når tre meter over niveauet for tidevandet, er mulige langs Mexicos kyst, hedder det videre.

Der er også udsendt et varsel om tsunamibølger hele vejen ned langs Mellemamerika - i Guatemala, El Salvador, Costa Rica, Nicaragua, Panama og Honduras og så langt ned som Ecuador i Sydamerika.

Mexicos agentur for borgerbeskyttelse oplyser, at det er det kraftigste jordskælv, der har ramt landet siden 1985.

Skælvet kunne også mærkes i hovedstaden Mexico City, der er en af verdens største byer.

Øjenvidner fortæller ifølge Reuters og AP, at folk flygtede ud af bygninger i hovedstaden. I nogle kvarterer gik strømmen.

- Jeg har aldrig været nogen steder, hvor jorden bevægede sig så meget. Til at begynde med grinte jeg, men da lysene gik ud, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre, siger den 31-årige arkitekt Luis Carlos Briceno, som besøger Mexico City, til Reuters.

I nabolandet Guatemala er præsident Jimmy Morales gået på nationalt tv for at opfordre til ro. Redningsfolk er sendt ud for at undersøge, hvor hårdt jordskælvet har ramt.

/ritzau/