Kraftig stigning i anmeldte sex-forbrydelser kan være godt tegn
Der er sket en stigning i antallet af anmeldte seksualforbrydelser her i landet. Det viser årsstatistikken fra Grønlands Politi, som udkom tirsdag.
I Grønland har vi blandt andet ti gange så mange voldtægter som i Danmark.
Ifølge forsvarsadvokat Ulrik Blidorf kommer gerningsmændene til forbrydelserne fra alle samfundslag.
- Der er alle aldre, og det er både mænd og kvinder. Der er ikke nogen social statusafgrænsning. Man kan ikke sige, at det er den her faggruppe eller det her uddannelsesniveau, siger advokat Ulrik Blidorf.
Anmeldser steget med 29 procent
Han beskikkes i sager om seksualforbrydelser både som forsvarer, men også i nogle tilfælde som bistandsadvokat for offeret i sager over hele Grønland, så han kender til sagerne fra begge sider.
Og Blidorf og hans kolleger har nok at lave ifølge årsstattistikken fra Grønlands politi. Den viser, at antallet af anmeldelser af seksualforbydelser er steget fra 295 i 2015 til 381 i 2016, hvilket svarer til 29 procent.
Men Ulrik Blidorf mener faktisk, at stigningen er udtryk for en positiv udvikling:
- Jeg er fuldstændig overbevist om, at den stigning, der er kommet, den beror sig på, at man nu taler om seksuelle krænkelser her i landet.
Mere støtte til ofre og gerningsmænd
Blidorf mener, at udviklingen skyldes oplysningsarbejde som laves af blandt andre skolerne, men han roser i særdeleshed Børnetalsmanden, der også har rejst rundt i landet og informeret om ofres rettigheder.
Han kunne dog godt tænke sig mere hjælp til både ofre og gerningsmænd:
- I det omfang, det kan løftes, så skal man styrke den psykologbistand, der kan ydes - både til offer og gerningsmand.
Men han understreger samtidig, at problemet med seksualforbrydelser er meget komplekst.
- Problemet ligger jo ikke i domstolene, problemet ligger ikke i politiet. Det er et samfundsproblem i sin helhed, siger Ulrik Blidorf.
Du kan se mere om problemet med de mange seksualforbrydelser i Qanorooq onsdag aften.