Kraftig orkan ramte Kapisillit

En kraftig orkan fra indlandsisen, som de lokale kalder 'nunasarneq' ramte Kapisillit igår aftes, hvor der blev målt vindstød op til 58,5 m/s.
Skrevet af Noah Mølgaard
08. januar 2013 08:27

Det er ikke første gang en kraftig orkan rammer det lille fisker- og fangersamfund i Kapisillit og de lokale blev opmærksomme på at 'nunarsarneq' var på vej inden den ramte bygden.

- Vi kunne se på fjeldtoppene at vinden var på vej. Så vi skyndte os at sikre både og andre ting, som kunne blive blæst væk, siger Jenseeraq Josefsen, der har boet i bygden i mange år til KNR.gl.

Grønlands forundersøgelser Asiaq har en målestation i Kapisillit. Der blev vindhastigheden målt til 42 m/s ved 18-tiden med vinstød op til 58,5 m/s. Orkanen i går havde dermed en hastighed, der svarer til en piteraq, som meteorologerne kalder for 'stormenes furie', ifølge DMI's hjemmeside.

- Der skete heldigvis ingen materielle eller personlige skader. Der var ellers en jolle, der drev ud, men vi har fundet den i god behold, fortæller Jenseeraq Josefsen.

- Vinden ramte vores bygd ved 16-tiden og var drevet over da vi vågnede imorges, fortæller Jenseeraq Josefsen.

Den kraftige orkan 'nunasarneq' rammer Kapisillit som regel i december, januar og februar. De lokale har derfor tilpasset sig og klarer de kraftige orkaner uden større problemer.