Ventetiden på at få en personalebolig i Nuuk er blevet væsentligt kortere, efter at reglerne på området blev strammet kraftigt op i sommeren 2003.
Regionschef i INI’s afdeling i Nuuk, Anne-Sofie Thomsen fortæller, at ventelisten er reduceret kraftigt i løbet af det sidste godt halvandet år. I sommeren 2003 stod cirka 300 skrevet op til at få en personalebolig, mens der i marts i år kun er 80 på ventelisten.
Desuden er ventetiden på især de store 4- og 5-rumsboliger halveret. Det betyder, at mange børnefamilier ofte kan få en permanent bolig i løbet af et års tid, hvor man førhen kunne risikere at vente i cirka to et halvt år.
Stramningerne har dog også en bagside. For det første kan folk ikke selv vælge, hvor i byen, de gerne vil have tildelt en personalebolig. Og for det andet kan de heller ikke få en bolig med flere rum end det antal medlemmer, der er i husstanden.
Baggrunden for opstramningerne var et ønske om at få mindsket hjemmestyrets udgifter til vakantboliger. Og det har øjensynligt virket:
- Efter ændringerne er hjemmestyrets udgifter til vakantboliger faldet med cirka 20 procent, og vi forventer et yderligere fald, siger afdelingschef i Direktoratet for Boliger, Olafur P. Nielsen.