Kort jordskælv i Sisimiut

23. juli 2005 12:52

Sisimiut blev her til formiddag ramt af et kortvarigt, men ifølge kilder kraftigt jordskælv, der varede omkring to sekunder, og fik folk til at styrte udenfor.

- Det skete omkring 11:40. Jeg var ude ved bilen, og så hørte jeg et brag og følte rystelser. Jeg troede først, at det var entreprenørerne, der sprængte sten. Folk var forskrækkede og stod i vinduerne, siger vagthavende hos Sisimiut politi, Farta Olsen.

Men det blev ved forskrækkelsen, for ifølge den vagthavende har der hverken været efterskælv, eller været rapporteret nogen materiel skade.

Jordskælvet i Sisimiut er det andet, der har ramt en grønlandsk by i år. Den 30. marts var det i Qeqertarsuaq, hvor de havde et skælv, der målte omkring 4,5 på Richter skalaen.

Jordskælvet i Qeqertarsuaq blev betegnet som et mindre et af slagsen af GEUS, det vil sige Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser.