Korruption på programmet

Korruption og magtmisbrug i Grønland var til debat i dag i Det Grønlandske Hus i København. Blandt debattørerne var politikeren Lars-Emil Johansen og Air Greenlands direktør, Michael Binzer.
23. april 2008 18:17

Det er den internationale organisation Transparency International, der stod bag arrangementet. Debatten var en stor succes og meget livlig, fortæller vores korrespondent Kirstine Berthelsen.

- En af de ting, der blev fremhævet, var at befolkningen i Grønland skal være mere kritiske, i deres valg af politikere. Det blev sagt, bl.a. af Lars-Emil Johansen, fortæller Kirstine Berthelsen.

Til gengæld blev også påpeget, at fordi Grønland har en meget lille befolkning, vil der altid opstå situationer, hvor bekendte af politikerne får stillinger og bestyrelsesposter. På den måde risikerer Grønland at få et ry for kammerateri, ganske ufortjent.

Journalisten Helene Risager bemærkede dog at det ifølge hendes egne iagttagelser, i realiteten er danskerne og politikerne der tjener mange penge i Grønland.