Konsulentfirma afviser beskyldninger om bedrageri

13. oktober 2005 16:23

Konsulentfirmaet Ramsdal melder sig nu på banen i politisagen om et kursus, der måske aldrig blev holdt. Ramsdal hævder, at kurset for Virksomheden Nuuk fandt sted i Danmark i februar måned.

Fungerende administrerende direktør i Nuuk Kommune Morten Kahlke, siger det modsatte og har nu anmeldt både Ramsdal og konsulentfirmaet Inulerisut til politiet for bedrageri:

-Vi mener, at kunne dokumentere, at de attesterede personer ikke har været på kurset, og at der måske er foregået noget kriminelt, siger Morten Kahlke.

Direktør Karl-Erik Nielsen fra Ramsdal har endnu ikke set politianmeldelsen fra Nuuk Kommune. Men han siger til Radioavisen:

-Jeg er dybt overrasket over, at der stilles spørgsmålstegn ved om det kursus overhovedet har været holdt. Jeg var der selv som underviser. For mig ser det ud som om Nuuk Kommune har noget, de skal have tjekket i administrationen.

Den kommentar tager Morten Kahlke med sindsro:

-Hvad Karl-Erik Nielsen siger, må stå for hans egen regning.

Anmeldelsen ligger i øjeblikket hos politimesteren i Vejle.