De grønlandske kommuner er styret af kvinder. Sådan ser det umiddelbart ud, når man ser på kønsfordelingen af de ansatte i Grønlands fire største kommuner.
I Nuuk er tre ud af fire medarbejdere kvinder. I Sisimiut og Qaqortoq er det næsten to tredjedele af de ansatte, der er kvinder og i Ilulissat er tallet helt oppe på fire ud af fem medarbejdere, der er kvinder.
Men kigger man på chef-stillingerne i kommunernes administrationer, tegner der sig et andet mønster. Kun godt hver fjerde kommunaldirektør er en kvinde. Hver tredje økonomichef er en kvinde og hver niende tekniske chef er en kvinde. I de sociale afdelinger er kvinderne dog dominerende. Her er fem ud af seks socialchefer en kvinde.
På den politiske scene i kommunerne halter kvinderne også bagud. Kun fire ud af Grønlands 18 borgmestre er kvinder, og blandt kommunalpolitikerne er kun en fjerdedel kvinder.