Kommuneqarfik Sermersooq vil ruste børn til livet

Kommuneqarfik Sermersooq lancerer nu et nyt pilotprojekt ved navn Robusthed.
Skrevet af Inge S. Rasmussen
15. september 2015 19:38

Det skal - som navnet antyder - skabe robuste børn og unge og er blandt andet led i hovedstad kommunens forebyggelse mod selvmord.

Ved at gøre børn og unge mere robuste og give dem mod på livet, bliver de bedre i stand til at klare livets små og store udfordringer, skriver Kommuneqarfik Sermersooq på sin hjemmeside.

Mere konkret handler det om at gøre børnene i stand til at håndtere situationer med konflikter og stress.

Tanken med Robusthed er at skolerne skal implementere det og arbejde forebyggende med materialet - ligesom man gør med Kammagiitta - projektet der arbejder for at skabe mobbefri miljøer for børnene.

Projektet er et samarbejde mellem Kommuneqarfik Sermersooq, Departementet for Sundhed, samt redaktørerne Poul Lundgaard Bak og Karen Wistoft.