Kommune har fået sin egen fortjenstmedalje

Kommune Qeqertalik har fået sin egen fortjentmedalje. Den skal uddeles en gang om året på alle kommunens tolv bosteder.
Den kommunale medalje, som også kaldes Nersornaat, kan tildeles borgere i Kommune Qeqertalik og udenlandske statsborgere. Foto © : Kommune Qeqertalik
Skrevet af Kathrine Kruse
01. december 2019 11:32

En ny medalje, Kommune Qeqertaliks egen Nersornaat, har set dagens lys.

Det skriver kommunen på sin hjemmeside.

Kommunalbestyrelsen i Kommune Qeqertalik har nemlig ved sit møde den 30. september 2019 vedtaget, at kommunen fremover skal have sin egen medalje.

- Medaljen kan tildeles borgere i Kommune Qeqertalik og udenlandske statsborgere, der i en længere periode og i væsentlig grad har ydet en fortjenstfuld indsats for Kommune Qeqertalik, herunder grønlandsk sprog, kultur og anseelse, lyder det fra kommunen.

12 medaljer om året

Den kommunale medalje, som også kaldes Nersornaat, kan tildeles af borgmesteren, af et medlem af kommunalbestyrelsen eller bygdebestyrelser i kommunen. 

Medaljen blive uddelt én gang om året på kommunens samtlige tolv bosteder.

- I særlige tilfælde kan hovedkontoret INUA og borgmesteren fravige dette antal, skriver kommunen.

Sammen med medaljen modtager medaljemodtageren også et diplom. Men begge dele kan tages fra folk igen i særlige tilfælde.

- Når nogen, der har modtaget medlajen, gør sig skyldig i forhold, som ville have udelukket den pågældende fra at få medaljen tildelt, kan medaljen fratages den pågældende efter nærmere bestemmelse fra hovedkontoret i Kommune Qeqertalik.