Kommunalvalg skudt i gang

05. april 2005 12:44

Kommunalvalget blev skudt i gang i dag i landets 18 valgkredse. Det præcise antal vælgere kan først opgøres efter valget.

Men ifølge indenrigskontoret var ca. 38.000 personer stemmeberettiget ved kommunalvalget i 2001.

Omkring 10.000 af dem var registreret i Nuuks valgkreds.

Franklin Høegh-Olsen er afstemningsleder i Nuuk, og ved middagstid på valgdagen beskriver han kommunalvalget som forrygende.

- Ved valget i 2001 var der klokken 12.00 afgivet godt 12 procent af stemmerne. Ved dette valg er der til middag afgivet godt 13 procent af stemmerne. Altså en stigning på én procent, siger Franklin Høegh-Olsen.

I Upernavik var der ikke mange ude at stemme, da Radioavisen havde kontakt med reporter Janus Maqe på valgstedet ved middagstid.

- Men da valget åbnede klokken ni, stod der 35 og ventede på at stemme, fortæller Janus Maqe.

I alt havde 19,36 procent stemt ved middagstid i Upernavik, eller 136 ud af i alt 754 stemmeberettigede i byen. Til sammenligning havde omkring 11 procent stemt ved samme tid til folketingsvalget.

I Upernavik plejer folk at stemme ved 16 tiden, når de får fri fra arbejde.

I Qaqortoq var rigtig mange mødt op til valget ved middagstid, i et smukt solskinsvejr.

- Her klokken tolv har 543 stemt, mod 641 ved sidste kommunalvalg. Klokken tolv var stemmeprocenten 24,15 procent, så vi frygter at vejret har været lidt for godt. Men lad os se i løbet af dagen, sagde valgleder i Qaqortoq Kim Dahl.