Kommunalt ansatte lærer at slås

Antallet af voldstilfælde mod offentlige ansatte er steget voldsomt de sidste 15 år. Derfor har kommunalt ansatte fra Grønland været på kursus i kampsport og selvforsvar.
Skrevet af Rune Langhoff
07. juni 2010 13:35

En af kursusudbyderne er selvforsvar.dk, der både har holdt kurser for danske og grønlandske kommuner. Selvforsvar.dk giver følgende forklaring på det lidt alternative initiativ:

- Vi kan se et behov hos mange faggrupper i den offentlige sekstor. Derfor har vi udviklet selvforsvarsteknikker specielt til professionelle, der skal kunne passe på sig selv, men samtidig ikke må skade de mennesker, de er ansat til at hjælpe, siger selvforsvar.dk cheftræner Henrik Kratlund til Kristeligt Dagblad.

Men, kurserne kan få alvorlige konsekvenser, mener ekspert.

- De erfaringer, vi har med selvforsvar, viser, at de korte kurser ikke batter, når det kommer til stykket. De ansatte glemmer ganske enkelt det, de har lært, når de voldsomme situationer opstår. Og det giver falsk tryghed, siger Jørgen Møller Christiansen, psykolog ved Center for Alternativ Samfundsanalyse og tilføjer:

- Samtidig viser erfaringer fra Sverige, at en mere kontant tilgang kan være med til at optrappe volden.