Kommunalforsker: Hverken partihoppere eller borgmesteren har helt rene hænder i sag om økonomisk rod

Både borgmesteren og de utilfredse lokalpolitikere kunne have gjort mere for at få overblik over det økonomiske overforbrug i Kommune Qeqertalik, mener kommunalforsker Roger Buch.
- Politikerne skal også stille spørgsmål, hvis der er noget, der ikke er belyst godt nok, siger Roger Buch. Foto © : Roger Buch
26. januar 2023 12:46

Der lød et brag, da flere kommunal- og bygdebestyrelsesmedlemmer i Kommune Qeqertalik i sidste måned smækkede med døren og skiftede fra Inuit Ataqatigiit til Siumut.

Blandt partihopperne er første viceborgmester Frantz Lundblad (S), der overfor KNR har udtrykt utilfredshed med den måde, som kommunen bliver ledet af borgmester Ane Hansen (IA).

LÆS OGSÅ Kommunalbestyrelsesmedlemmer i Kommune Qeqertalik hopper fra IA til Siumut

I december sagde Frantz Lundblad blandt andet, at han ikke vidste, at budgettet for socialområdet i Kangaatsiaq og Aasiaat var overskredet med 21 millioner kroner. Det på trods af, at han selv er medlem af Inua-udvalget (Økonomiudvalget).

- Vi udvalgsmedlemmer får ikke nok informationer. Informationer som ellers er meget vigtige, lød krikken dengang.

Nu viser en række dokumenter dog, at både Frantz Lundblad og Karl Thue Nathanielsen, der begge er skiftet fra IA til Siumut, har deltaget i møder i sommeren 2022, hvor overforbruget på socialområdet blev drøftet.

Klart for alle, at overforbruget vil få konsekvenser

To bilag fra et møde i Inua-udvalget viser, at politikerne første gang blev bekendt med budgetoverskridelserne på et møde 23. august. 31. august var det igen på dagsordenen – denne gang i kommunalbestyrelsen.

Under punktet ”Orientering om perioderegnskab juni 2022” er vedlagt et bilag, hvor der flere gange står:

”Udgifterne ligger væsentlig over budgettet.”

Nicolai Odgaard Jensen, der er økonomidirektør i kommunen, fortæller til KNR, at man i september ikke kendte den præcise størrelse af overforbruget, da det først skulle regnes ud. 

Han mener dog, at det var klart, at der var et væsentligt overforbrug, og at det ville blive nødvendigt at finde ekstra penge til socialområdet ved at lave besparelser andre steder i kommunen.

Ifølge Roger Buch, der er forsker i kommunale forhold ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, sætter oplysningerne da også sagen i et nyt lys. Derfor moderer han også de udtalelser, som han gav til KNR i december.

- I forhold til den oprindelige version, er det et helt andet billede, der tegnes her. Hvis man som politiker ikke synes, at tingene er grundigt nok belyst, så er man jo forpligtet til at stille spørgsmål til det, siger Roger Buch og fortsætter:

- Ud fra de tal, som bliver nævnt i bilagsmaterialet, er det jo ikke svært at gennemskue, at det er et meget stort problem, og at det må få alvorlige konsekvenser for at få økonomien til at hænge sammen.

Til KNR siger Frantz Lundblad og Karl Thue Nathanielsen, at de mener, at de har gjort, hvad de kunne for at få sagen belyst.

Kommuner skal være hurtige på lommeregneren

Selvom Roger Buch mener, at politikerne godt kunne have gjort mere for at få indblik det økonomiske rod på socialområdet, så er borgmesteren og hendes administration ikke helt uden ansvar.

- Politikerne har selv skullet have lommeregnerne frem og regne på, hvor alvorligt det er. Det er jo ikke hensigtsmæssigt. Det bør være sådan, at politikerne ud fra det materiale, de får, kan vurdere situationen og eventuelt også træffe de nødvendige beslutninger, siger han.

Han hæfter sig også ved, at det først er i oktober, når året nærmest er forbi, at det præcise overforbrug og de medfølgende konsekvenser bliver kendt.

- Det er et problem, at man når frem til oktober, før man får besked. Det vil sige, at beslutninger om, hvad man skal gøre, jo nærmest ikke når at virke, inden året er omme. Hvis en kommune har økonomiske problemer, er det vigtigt, at man så tidligt som muligt finder ud af, hvor stort problemet er, siger Roger Buch.

I referatet fra et kommunalbestyrelsesmøde 27. oktober kan man se, hvordan kommunen ønsker at finansiere budgetoverskridelserne på socialområdet.

Her fremgår det, at man vil flytte 18,6 millioner kroner fra anlæg og finde de resterende 2,5 millioner kroner på besparelser i driften. Penge bliver blandt andet fundet ved at skære ned i udgifterne til børn med handicap, idræt, offentlig hjælp, Majoriaq og sekretariatet.

KNR har forholdt Kommune Qeqertalik kritikken fra Roger Buch, men kommunen har ikke ønsket at medvirke i et interview.