Kommunaldirektør: Nu skal socialrådgiverne have højere løn!

Skrevet af Karsten Sommer
07. juni 2005 15:49

- Jeg er ked af at sige det, men vi er med til at omsorgssvigte….vi kan simpelthen ikke nå det hele!

Sådan lød det da lederen af Nuuks Socialforvaltning, Karen Jensen i fredags fortalte om socialrådgivernes umulige arbejdsbetingelser.

Et råb om hjælp – og noget tyder på at råbet er blevet hørt. I hvert fald er kommunens administrative ledelse straks kommet på banen – nu skal der ske ændringer, fortæller kommunaldirektør Kim Hvistendahl.

- Jeg syns det er vigtigt at bakke op om de medarbejdere vi har. De skal vide at de er værdsat. De skal også vide at de udfører en samfundsmæssig meget vigtig opgave. De sidder til daglig med menneskeskæbner i hånden, så de har behov for al den støtte vi kan give.

Agnethe Davidsen lancerede i går planen om at give kontorpersonalet en tre måneders efteruddannelse, så de kunne aflaste socialrådgiverne. Kim Hvistendahl ved godt at kontorfolk ikke kan gøre en socialrådgivers arbejde.

- De kan ikke være socialrådgivere, men hvis de arbejder sammen to og to – en socialrådgiver og en kontoruddannet – så vil de kunne understøtte og hjælpe hinanden, så både det faglige og det administrative bliver ordnet.

En nyuddannet socialrådgiver har en startløn på cirka 15.000 kroner. Det er en af de andre ting som Nuuk Kommune vil have ændret.

- De ligger i en lønramme, der er alt for lav i forhold til de krav samfundet stiller til dem. Vi ved at Hjemmestyret har fokus på området og at der kommer et oplæg, hvor lønniveauet bliver sat op, fastslår Kim Hvistendahl.

De senere års stramme budgetstyring og sociale nedskæringer i kommunen, har været med til at besværliggøre socialrådgivernes arbejde. Tidligere havde de f.eks. et mindre rådighedsbeløb, så de kunne give akut hjælp til sociale klienter. I dag skal alle bevillinger igennem godkendelser i flere instanser, så sagsbehandlingen bliver meget langtrukken.

- Det er om at finde en balance. Det skaber nogle begrænsninger, det gør sagsbehandlingen ufleksibel, og det er med til at skabe lang sagsbehandling. Og det er altid et problem.

Og hvornår kan borgerne i Nuuk så forvente at socialforvaltningen kommer til at fungere bedre? Hurtigt, håber Kim Hvistendal:

- Det vigtigste er at få lønniveauet op, så folk der sidder under stort pres i deres daglige arbejde, kan få en retfærdig løn. Og det skal ske allerede i år, slutter Kim Hvistendahl.