Kommision gav Lars-Emil Johansen lille indrømmelse
Den grønlandsk-danske Selvstyrekommission afholdt i går sit fjerde møde, denne gang på konferencecenteret Skjoldnæsholm på Midtsjælland.
Ifølge dagens udgave af AG har Lars-Emil Johansens protest mod udpegning af to danske juridiske eksperter til kommissionens arbejdsgruppe for folke- og statsretslige spørgsmål givet hektisk aktivitet blandt kommissionens grønlandske medlemmer.
Lars-Emil Johansen protesterede i forrige uge i et åbent brev til Landsstyreformand Hans Enoksen over udpegningen af de to juridiske eksperter, og ønskede selv at udpege sine rådgivere.
Ifølge dagens AG, truede Lars-Emil Johansen lørdag med at trække sig som formand for arbejdsgruppen, men konflikten mundede mandag ud i en beslutning om at udvalgsformanden – altså Lars-Emil Johansen – selv kan udpege én grønlandsk rådgiver til arbejdsgruppen omkring de stats- og folkeretslige spørgsmål.
Derudover drøftede Selvstyrekommission spørgsmål omkring anvendelse af det grønlandske og det danske sprog i relation til en kommende selvstyrelov, og man fik også fastlagt de foreløbige rammer for de udenrigs- og sikkerhedspolitiske drøftelser, som står øverst på dagsordenen for Selvstyrekommissionens næste møde, der finder sted den 8.september.