Kold luft i reje-forhandlinger

27. marts 2006 10:06

Der er stillingskrig i rejekonflikten mellem KNAPK og Royal Greenland.

Mens de grønlandske rejekuttere fra og med i morgen ligger stille er forhandlingerne om højere priser brudt fuldstændig sammen. KNAPK kræver 14 millioner kroner – Royal Greenland vil kun give det halve.

-KNAPK har ikke rykket sig i forhandlingerne siden sidste mandag, hvorimod vi har tilbudt højere priser. Det er min helt klare opfattelse, at bolden ligger på deres banehalvdel, lyder det fra Royal Greenlands direktør Henrik Leth, som dagen i dag har siddet og ventet på sit kontor på at KNAPK skulle gribe knoglen og ringe. På samme måde har KNAPK ventet på at Henrik Leth skulle ringe:

-Efter vores opfattelse ligger bolden hos dem. Vi har sagt, at vi ikke kan acceptere deres tilbud og at vores aktion ville gå i gang, lyder det fra KNAPK’s direktør Peter S. Olsen

Aktionen han omtaler er et stop for rejefiskeri. Et stop, der formelt træder i kraft fra og med i morgen tirsdag.

Henrik Leth står fast på, at Royal Greenland ikke kan efterkomme fiskernes krav på de 14 millioner kroner.

-Der er ikke nogen markedsmæssig begrundelse for at give højere priser på rejer - vi tjener heller ikke penge på vores rejeproduktion. For tiden foregår der forhandlinger i Canada og her har fiskerne i Quebec meldt ud, at de er parate til at gå tyve procent ned i pris. Den konkurrence vi får fra Canada bliver vi nødt til at forholde os til, siger Henrik Leth.

Manglen på rejer kan betyde, at genåbningen af rejefabrikken i Ilulissat d. 4. april må blive udskudt.

Indtil situationen er normaliseret vil man satse på at køre frostvarer og hellefisk på fabrikkerne oplyser Henrik Leth.