KODA-priser til grønlandsk musik

23. december 2005 04:31

På torsdag i næste uge løber årets KODA Greenland Music Awards 2005 af stablen.

Komponist- og tekstforfatterorganisationen KODA uddeler hvert år priser til den grønlandske musik, og igen i år foregår det i et direkte TV-show i samarbejde med Katuaq og KNR-TV.

Der vil som sædvanlig blive uddelt tre priser:

Årets Pris - for årets mest spændende udgivelse

Talentprisen – til nye navne i musikverdenen

samt Æresprisen, der går til en kunstner eller gruppe, der igennem årene har haft stor betydning i grønlandsk musikliv.

Blandt de nominerede finder vi blandet andet Sume-drengene Malik Høegh og Per Berthelsen, der er kandidater til Æresprisen sammen med fire andre.

Popsangeren Angu Motzfeldt er nomineret i hele to kategorier, nemlig Årets Pris og Talentprisen.

Men som nævnt må vi vente en lille uges tid, før vi finder ud af, hvem der løber med titlerne.