KNR taber retssag

25. maj 2005 16:00

KNR har tabt landsretssagen om fyringen af den tidligere nyhedschef Najattaaq Mathiasen.

I en tilkendegivelse fra landsretsdommer Søren Søndergård Hansen, står der at Najattaaq Mathiasen skal have en godtgørelse på 125.000 kroner, samt at KNR skal betale sagsomkostningerne.

Tilkendegivelsen, der er rettens udtalelse om hvad der vil stå i en dom, giver også den fyrede nyhedschef medhold i at der ikke var grundlag for fyringen.

Najattaaq Mathiasen siger, at hun endnu ikke læst tilkendegivelsen nærmere. Men at hun selvfølgelig er meget lettet og glad over afgørelsen.

KNR’s direktør, Lars Lennert-Sandgreen har ingen kommentarer til afgørelsen. Han vil først udtale sig om sagen i morgen. KNR’s bestyrelse skal først orienteres.

Hvis parterne ikke vil acceptere rettens tilkendegivelse vil afgørelsen komme til at stå i en dom. En dom der så kan ankes.