Partier på tværs: KNR skal have flere penge og bedre forhold

KNR skal have bedre forhold både i form af højere lønninger til de ansatte, nye bygninger og penge til at sende fra kysten. Sådan lød det på tværs af partierne kort før valget.
Vilkårene for KNRs arbejde skal gøres langt bedre. Sådan lyd det på tværs af partierne i partilederrunden på TV mandag aften. Foto © : Johansinnguaq Olsen, KNR

- Vores vigtigste vagthund er KNR, som nu er væltet omkuld. Den ligger og har det dårligt.

Sådan beskrev den nu tidligere formand for Siumut, Erik Jensen, KNRs tilstand under partilederdebatten aftenen før valget på KNR.

Det skete på spørgsmålet om, hvordan partierne vil værne om demokratiet.

Og her var Erik Jensen hurtig til at konstatere, at KNR er i noget nær undtagelsestilstand.

Han ønskede, at partierne efter valget sætter sig sammen og giver førstehjælp til mediehuset, som han anser som demokratiets vigtigste vogter.

- Det er KNR, som vi er nødt til at styrke og få op på benene igen. Hvis vi ikke gør det, bliver det fake news, som kører på de sociale medier, hvor de kan lave meget manipulation. Og det vil vi ikke kunne gøre noget ved, siger Erik Jensen.

Han opfordrede også til, at partierne i Inatsisartut 'hurtigst muligt efter valget' indgår et medieforlig, der skal sikre bedre rammer om journalistikken i landet.

Det sker, selv om naalakkersuisut og KNR så sent som i januar 2024 indgik en ny aftale om KNRs public service-forpligtigelser. 

Meldingen kommer efter, at KNR, og særlig husets Nyhedsafdeling, i de seneste år har været præget af uro.

Alene i år er direktøren blevet fritstillet af bestyrelsen, og flere journalister har sagt op. Den foreløbige kulmination kom i forrige uge, hvor 16 af nyhedsafdelingens fastansatte medarbejdere i Nuuk varslede en arbejdsnedlæggelse på grund af arbejdsforholdene.

Arbejdsnedlæggelsen var overenskomststridig og blev mødt af modstand fra KNRs ledelse, som truede med lockout og bortvisninger.

Fredag efter arbejdsnedlæggelsen blev fire medarbejdere i Nyhedsafdelingen så bortvist, mens 12 journalister fik en skriftlig advarsel.

IA: Nye bygninger

Formanden for IA, Múte B. Egede, mente også under partilederdebatten i mandags, at KNR skal have flere penge at arbejde med og ikke mindst have bedre fysiske rammer.

- Lige nu har KNR et midlertidig hjem, som er en slags lagerhal. Det må man bare sige lige ud. De er nødt til at have nogle bedre faciliteter, så de kan arbejde på en bedre måde med nyhederne, sagde han.

Der har i flere år ligget et forslag på politikernes bord til opførelsen af et nyt mediehus i Nuuk. Over gentagende finanslove er pengene til byggeriet dog blevet sløjfet.

Men mandag aften lød der helt nye toner fra Múte B. Egede.

- Vi snakker om, at vi sætter for mange midler af til det, men jeg synes ikke, at man kan sige, at man kan afsætte for mange midler til demokratiet, sagde han.

Hos Atassut pegede formanden Aqqalu C. Jerimiassen på, at det også handler om de overenskomster, som medarbejderne i KNR arbejder under - både journalister, teknikere og andre faggrupper.

Som det er i dag, er det lønmæssigt langt mere attraktivt at tage arbejde i selvstyret, kommunerne eller et privat selskab frem for et job som journalist i KNR.

- De journalister, som har en journalistuddannelse, får mere i løn i andre jobs. Derfor kan man stille spørgsmålstegn ved, hvorfor man overhovedet skal tage job i KNR? spurgte Atassut-formanden retorisk under debatten.

Han opfordrede til, at partierne lytter til ønskerne fra de fagforeninger, som har medarbejdere i KNR. 

Også formand for Deomkraatit, Jens-Frederik Nielsen, der endte som valgets helt store vinder og nu skal danne koalition, er klar til at afsætte flere penge til public service-stationen. Han ønsker dog også et kig på, hvordan huset i højere grad kan holde på sine medarbejdere.

- Hvis vi har det samlet overblik, kan vi se, hvordan man skal fastholde medarbejdere i jobs her. Hvordan bliver det mere attraktivt, at arbejde i KNR's bygninger? sagde han under tv-debatten.

Ønske flere udsendelser uden for Nuuk

Sidst, men ikke mindst, blev der slået et slag for, at KNR i højere grad skal være i stand til at have journalister uden for Nuuk.

I dag bliver langt, langt størstedelen af KNR's udsendelser lavet i eller omkring Nuuk på grund af økonomien.

- Jeg er meget glad for, hvis der kommer et kompromis, så man får informationer til Nuuk og ikke kun fra Nuuk (...). Vi står klar til at give ekstra midler og tilskud, lød det fra Pele Broberg, formand for Naleraq.

Han blev bakket op af IA og her igen Erik Jensen fra Siumut:

- Befolkningen savner udsendelser fra de enkelte bosteder, men på grund af økonomien bliver alt lavet i Nuuk. Tidligere var der en masse journalister i forskellige regioner, som var udstationeret, for eksempel i Qaannaaq og Sydgrønland, sagde Erik Jensen.