KNR sælger ungdomsfiasko
KNR har sat sin ungdomskanal KNR Voice til salg efter en turbulent tid, som altså nu ender med, at KNR kaster håndklædet i ringen og opgiver ungdomssatsningen.
De to medarbejdere er blevet opsagt, men fortsætter sendingen frem til der er fundet en køber, eller senest året ud.
KNR's direktør Jacob Abelsen gør det dog klart, at man er i dialog med potentielle købere.
Økonomien hænger ikke sammen
Årsagen til at ungdomssatsningen nu er endeligt kuldsejlet er, at indtægterne ikke har matchet udgifterne. Kanalen var budgettet til at koste en million kroner årligt. Penge, der skulle hentes fra salg af reklamer og dermed ikke skulle berøre KNR's øvrige produktioner.
Virkeligheden er bare, at det ikke er lykkedes at dække udgifterne, og derfor vælger KNR's bestyrelse nu, at skille sig af med kanalen.
Læs også Voice of Greenland lukker midlertidigt på FM
Læs også Modstridende regler rammer KNR's ungdomskanal
KNR's direktør fortæller, at man har holdt mange møder med Selvstyret og Tele om forskellige løsninger, men det har ikke været muligt at nå frem til en redningsplan.
Ungdommen glemt
Farcen om KNR Voice startede tilbage i januar måned, hvor daværende direktør i KNR Søren Lennert Mortensen, offentliggjorde købet af radiostationen Voice of Greenland, som kostede en halv million kroner.
Dengang lød det, at grunden til, at KNR valgte at investere i en privat radiostation, er, at der ganske enkelt ikke var nok tilbud til de unge hos public service stationen.