KNR fejrer julen med manér
Nunatta Isiginnaartitsisarfias fire elever og samt to skuespillere har skabt familiejulekalenderen “Serrat”, hvor fortiden møder nutiden i en magisk fortælling.
De voksne får en historisk rejse med kristendommen, når Stephen Heilmann tager os med fra syd til nord, fra den første jul i Thule-området i 1909, til fortællingen om Rasmus Berthelsens ”Guuterput” og den første grønlandske dåb cirka tre år, efter at Hans Egede kom til landet.
Emil Rothstein og Mikkel Rønnau fra Danmarks Radios P1 har sammen med forfatteren Niviaq Korneliussen set på, hvad det vil sige at være en ægte nuummioq i julekalenderen 3900 Nuuk. På dansk ser de nærmere på fællestræk og forskelle på hovedstadens befolkning.
Derudover byder Hans Peter Bay fra KNR Hitlisten på alternative versioner af vores yndlingsjulesange.
På tv får sangerinden Randi Broberg besøg af 24 musikalske stjerneskud i børnenes julekalender Adadakodantip juullimut erinaatai – Adadakondas julesange.
Og så er der gensyn med nisserne Titsi, Nivi, Kaaka, Aka, Nissi, Nuka og hunden Nguujuk i den klassiske og humoristiske julekalender Nissikkut, som blev vist første gang i 1985.