KNR dropper Quick Poll

11. oktober 2005 12:17

Det seneste stykke tid har KNR Online i forbindelse med landstingsvalget kørt en række såkaldte Quick Polls. Det er nu slut efter mistanke om manipulation med resultaterne.

En Quick Poll er en hurtig afstemning på nettet, hvor brugerne af hjemmesiden har mulighed for at stemme. Det er ikke en egentlig meningsmåling, da det kun er dem, der er på nettet, der kan stemme.

Undervejs stillede KNR spørgsmål som: Hvad er valgets vigtigste emne? Hvilke partier skal danne landsstyre efter valget? Og Hvilket parti vil du stemme på?

Ved det sidste spørgsmål var der noget der gik galt. KNR’s webmaster, Martin Chemnitz fortæller, at det rent teknisk er muligt at komme uden om nogle barrierer, og dermed stemme flere gange.

- Der er nogle brugere, der har manipuleret med vores tal, og været inde og stemme flere gange, siger Martin Chemnitz.

Webmasteren siger at der er tale om en minoritet, der ødelægger det for det store flertal.

Det den manipulerede Quick Poll spurgte om, var, hvilket parti man ville stemme på. Resultatet var at hele 3332 havde stemt. Af dem ville 48 procent stemme på Demokraterne mens 35,7 procent ville stemme på Siumut.

Og det er ikke første gang det er gået galt med brugen af nettet.

Tidligere har både Webavisen og KNR måtte lukke deres offentlige debatfora. De blev simpelthen misbrugt med falske indlæg og tilsvininger af folk.

KNR’s debat skal snart åbne igen, men det bliver med ekstra ny sikkerhed.