KNI afviser kritik

16. januar 2006 04:50

Formanden for KNI’s bestyrelse, Tage Lennert, er irriteret over landsstyrets kritik af selskabet. Det oplyser Sermitsiaqs internetudgave.

Landsstyret vil indkalde til en ekstraordinær generalforsamling hurtigst muligt, fordi de mener, at de ikke er godt nok informeret om de ting, som KNI er involveret i. Men ifølge Sermitsiaq, så kommer den kritik bag på bestyrelsesformanden.

Han siger til avisen, at KNI har haft svært ved at få et orienteringsmøde i stand med landsstyreformand Hans Enoksen. Og sådan har det angiveligt været siden landstingsvalget i november.

Hans Enoksen har kritiseret, at Hjemmestyret ikke har fået svar på, hvornår KNI vil splitte deres regnskaber op, så bygdeaktiviteterne bliver skilt ud.

Men også i forhold til dette afviser bestyrelsesformanden, at der er grund til at kritisere virksomheden.

- Vi er i gang med processen, men det er ikke noget, man gør fra den ene dag til den anden, siger Tage Lennert til Sermitsiaq.