Klimaforhandlinger fortsætter med ny minister

Det får ikke betydning for de grønlandske klimaforhandlinger med Danmark, at Lykke Friis nu er klima og energiminister. Det fastslog Kuupik Kleist på sit ugentlige pressemøde tirsdag.
24. november 2009 17:25

Når klimatopmødet i København til december er forbi, og en ny international klimaaftale forhåbentlig er forhandlet på plads, så vil det være den 40-årige prorektor på Københavns universitet, Lykke Friis, som skal huske på de danske tilkendegivelser om at give Grønland plads til industriel udvikling i en kommende klimaaftale.

Hun blev tirsdag præsenteret for dronningen som ny dansk klima- og energiminister, og det skræmmer ikke formanden for Naalakkersuisut at det fremover er Lykke Friis han skal forhandle med.

- Nu kender vi jo Lykke Friis, og hun kender heldigvis også Grønland. Jeg kender hende som en meget ernergisk person og vi glæder os til at samarbejde med hende, siger Kuupik Kleist om det kommende samarbejde med den nye danske klima- og energiminister.

Han håber, at den endelige klimaaftale mellem Grønland og Danmark også når at falde på plads under klimatopmødet i København.

- Problemet er, at vi ikke kender resultatet af COP 15 og de rammer, vi skal kunne bevæge os indenfor. Hvis ikke vi får styr på det til den 18. december, når COP15 slutter, så må vi se, om man de efterfølgende dage kan tale sig til rette. Men vi forsøger at nå så langt som muligt, fastslår Kuupik Kleist.

Naalakkersuisuts formand har møde med den afgående klimaminister og nyslåede klimakommissær Connie Hedegaard tirsdag aften omkring status på klimaforhandlingerne.