Klima og miljø på dagsordenen i Svalbard

20. april 2006 16:33

Miljø- og klimaspørgsmål var på dagsordnen, da Udenrigsminister Per Stig Møller mødtes med sine nordiske kolleger højt mod nord på polarøen Svalbard.

- Vi har brugt forholdsvis meget tid på at diskutere klima og miljø som en naturlig ting med tanke på den forskning, der finder sted på Svalbard, sagde Per Stig Møller til Ritzaus Bureau umiddelbart efter mødet.

Det er på Svalbard, at man blandt andet overvåger klimaudviklingen og ozonlaget.

Også energispørgsmål blev diskuteret på mødet, fordi der i det nordlige hav mellem Norge og Svalbard findes ganske meget gas, som ventes at blive udnyttet i de kommende 20-30 år.

Det vil, ifølge ministeren, også få sikkerhedspolitisk betydning. Der arbejdes samtidig på flere aftaler om en fælles repræsentation, så nordiske borgere kan få hjælp på andre nordiske ambassader.

Han fandt det også interessant og meget aktuelt at havde drøftet den ny aftale mellem Norge, Danmark og Grønland om den ny midterlinje mellem Grønland og Svalbard. Aftalen førstebehandles i Folketinget i morgen.