Klimaændringer tiltrækker andre fiskearter til Arktis

I millioner af år har barske klimatiske forhold i Arktis adskilt levende organismer i Nordatlanten fra arterne i det nordlige Stillehav. En ny undersøgelse viser imidlertid, at klimaændringerne vil ændre på det.
Skrevet af Karsten Sommer
27. januar 2015 04:26

Klimaændringerne vil føre til udveksling af fisk mellem de to oceaner - noget der kan få store miljømæssige og økonomiske konsekvenser, fremgår det af undersøgelsen, der netop er offentliggjort i tidsskriftet Nature Climate Change.

Gruppens resultater viser, at opvarmningen af Arktis gør det muligt for fisk fra Nordatlanten og det nordlige Stillehav at passere gennem Nordvest- og Nordøstpassagen. Det vil føre til at fiskepopulationer, der hidtil har været adskilt, nu bliver blandet.

Og det er ikke noget der sker hver dag.

Det er faktisk næsten tre millioner år siden, at miljøforholdene sidst muliggjorde en så omfattende udveksling af arter. Dengang var det hovedsagligt arter fra Stillehavet, der spredte sig til Atlanterhavet.

Nye fiskearter vil komme til

Forskerne forudser at klimaforandringerne markant vil øge mængderne af nye fiskearter i kystområderne omkring Grønland og Svalbard, men at det samtidig vil forårsage øget konkurrence arterne imellem.

På den led kan udvekslingen mellem oceanerne potentielt give nye fiskerimuligheder, men at det også kan have negative konsekvenser for de oprindelige økosystemer, siger lektor Peter Grønkjær fra Aarhus Universitet, der har været med til at lave undersøgelsen.

- Nogle arter vil blive udkonkurreret af de nytilkomne, hvilket igen kan afstedkomme ændringer i andre dele af de sårbare arktiske økosystemer, siger Peter Grønkjær.

Historien har tidligere vist, at en sådan udveksling af arter kan få alvorlige økologiske konsekvenser. Da Suezkanalen åbnede i 1869, bredte arterne sig fra det Røde Hav til Middelhavet. I dag er Middelhavet derfor i dag domineret af fiskearter fra det Røde Hav.