Kirkegaard anbefaler længere landingsbane til Ilulissat
I et debatindlæg til aviserne har Jens-Erik Kirkegaard meldt klart ud, at han vil arbejde for en 2200 meter landingsbane.
Dermed ligger den 40-årige politiker tæt op af ønsket fra sin hjemstavnskommune og fødeby, Ilulissat.
Ifølge inatsisartutmedlemmet handler det om at fremtidssikre landingsbanerne ved at gøre dem så attraktive for flyselskaberne som muligt.
Og påstanden fra Kirkegaard er, at 1799 meter-baner ikke vil være interessant for flyselskaberne, fordi kun få moderne flytyper er i stand til at lande på så kort en bane.
Derfor mener han, at det eneste rigtige vil være at anlægge en 2200 meter lang landingsbane i Ilulissat.
- Det vil være den katalysator der øger turismen, giver mærkbart billigere billetter og give økonomisk vækst. Samfundsøkonomisk kan man derfor argumentere for, at en 1799 i Ilulissat vil være spild af penge, anfører Jens-Erik Kirkegaard.
Men siumutteren glemmer at tage højde for økonomien i sit regnestykke, lyder det advarende fra naalakkersuisoq Knud Kristiansen i en replik til Kirkegaard i dagens AG.
- Hvis penge ikke var en hindring ville vi anlægge 2200 meter baner. Jens-Erik forholder sig slet ikke til prisforskellen for anlæggelser af baner på henholdsvis 1799 og 2200 meter, skriver Knud Kristiansen.
Men det nuværende passagergrundlag er ikke tilstrækkeligt til at forrente og afdrage en investering i 2200 meter baner, med mindre landings- og passagerafgifterne sættes væsentligt op.
Der er dermed lagt op til et varmt efterår med hede diskussioner i Inatsisartuts Anlægsudvalg og til efterårssamlingen, når det handler om fremtidens lufthavne.