Kinesisk spot på Grønlands-turisme

Skrevet af Karsten Sommer
26. maj 2005 12:08

Greenland Tourism er én af de erhvervsvirksomheder der deltager i Kina. Og allerede nu kan de se et markant resultat af det grønlandske fremstød, idet Kinas største rejsemagasin China Travellers Magazine har besluttet at lave et særligt Grønlandstillæg i deres julinummer. Det fortæller Linda Jensen fra Greenland Tourism fra Shanghai:

- Magasinet har interviewet Hans Enoksen, og vil bringe interview og temaartikler, i forbindelse med at chefredaktøren besøger Sisimiut og Ilulissat til juli. De vil selvfølgelig fortælle om naturen, men de var også meget interesseret i det grønlandske folk som sådan. De er meget fascineret af at der kun bor de her 56.000 mennesker på så stort et område, men alligevel med egen kultur og eget sprog.

- Som én sagde til mig: ”Det lyder fuldstændig som paradis på jorden!”

-De turister man kan forvente fra Kina er folk, der i forvejen rejser meget, og har pengepungen i orden. Det bliver ikke et lavprisprodukt vi skal tilbyde. Og turisterne kommer ikke lige med det samme. Der vil gå nogle år, før vi ser større mængder kinesere i Grønland, siger Linda Jensen fra GT.

Foreløbig har Greenland Tourism inviteret en række kinesiske turoperatører til Vestnorden Travelmarkt i København til september.