Kimik-udstilling nået til København

Kunstnersammenslutningen Kimik er aktuel med en stor samling nye værker.
Skrevet af mlk
24. januar 2014 06:35

Udstillingen Essence blev første gang vist ved åbningen af Nordatlantisk hus i Odense, og i dag er der fernisering på udstillingen i Det Grønlandske Hus i København.

13 grønlandske kunstnere – heriblandt Mike Jacobsen, Buuti Pedersen og Naja Rosing-Asvid – har bidraget til Essence, som spænder lige fra fotografi og grafik til installationer og skulpturer. Kunstnerne har hver især forholdt sig til begrebet ’essens’.

- Det kan være essensen af en farve eller essensen af én selv. Det har været frit op til kunstneren at definere, hvad essens er. Det er blevet en meget mangfoldig udstilling med nogle virkelig flotte værker, der er kommet ud af det, siger Lisbeth Karline fra Kimiks bestyrelse, som også er en af bidragsyderne.

Essence kan ses i Det Grønlandske Hus frem til 28. marts. Herefter skal den til Sønderjylland og Island og Færøerne.