Kendte bands spiller for kræftramte Ida Heinrich

Flere forskellige kendte bands samles denne weekend i Nuuk for at give støttekoncert for den kræftramte operasangerinde Ida Heinrich.
Ida Heinrich
Foto © : Ida Heinrich
Skrevet af Sara K. Jakobsen
01. september 2017 16:02

Hovedpersonen fortæller, at hun er dybt rørt over, at så mange stiller op for at hjælpe hende i den svære tid.

- Jeg finder stor trøst og glæde i, at der er nogle, der har arrangeret det her for mig, siger Ida Heinrich til KNR.

Hun fik konstateret kræft i sine tarme 2016. Siden har det spredt sig til det meste af kroppen. Det har haft en stor påvirkning på hendes familie og bekendte, og ikke mindst hendes musikerkolleger.

Ida Heinrich er en kærlig person, som giver meget af sig selv, fortæller hendes veninde Thora H. Nielsen, som står bag arrangementet:

- Hun stiller for eksempel op gratis og synger, og det samme gjorde hun, da hun var indlagt på patienthjemmet i Hvidovre. Fordi hun tænker, at de andre patienter havde hjemve, siger Thora H. Nielsen.  

LÆS OGSÅ Kendte bands klar til støttekoncert for kræftramt musiker

Hun fortæller, at der ikke blev tøvet et sekund, da hun spurgte en række grønlandske musikere, om de ville optræde til støttekoncerten.

Det er blandt andet Nanook, Inuk, Aalut og The Påhængsmotors, som skal indtage scenen i Kristinemut i Nuuk fredag og lørdag aften for at samle penge ind til fordel for Ida Heinrich.

Operasangerinden er taknemmelig for, at hendes veninde og musikerkolleger vil give hende et stort arrangement som dette.

- Det viser jo kærlighed til medmennesker. Og lysten til at give, er noget af det, som jeg vægter allerhøjest, siger Ida Heinrich.

Støttekoncerten vil finde sted i Kristinemut i Nuuk, fredag og lørdag aften kl. 23. Pengene skal gå til en alternativ behandling, der kan hjælpe operasangerinden.

LÆS OGSÅ Indsamling i Ilulissat til kræftramte bysbørn