Kapitalfonde viser interesse for RG

Skrevet af Mads Lynge
19. juni 2006 05:45

Royal Greenland vækker interesse hos store kapitalfonde i Europa. Ifølge Berlingske Tidende mandag er en håndfuld europæiske kapitalfonde interesserede i at blive medejer af koncernen.

Administrerende direktør Keld Askær siger til avisen at interessen samler sig om koncernens aktiviteter uden for Grønland. Det gælder blandt andet Danmark, Tyskland og Polen.

Landsstyret har på Grønlands Hjemmestyres vegne erklæret sig parat til at lukke fremmede investorer ind i ejerkredsen. Indtil videre forhandler Royal Greenland dog ikke med nogen mulige medejere, fastslår Keld Askær.

Bestyrelsesformand Pâviâraq Heilmann siger at alle muligheder er åbne. Hvis Royal Greenland får en investor, skal pengene bruges til at opkøbe andre virksomheder, så koncernen bliver større siger Pâviâraq Heilmann til Berlingske Tidende.