Kanukoka vs Kimik IT udsat igen

24. maj 2005 09:49

Domsforhandlingen i retssagen Kanukoka versus Kimik IT lader vente på sig nogle måneder endnu. På grund af vejrforsinkelse og en domsmands inhabilitet, fortsætter sagen til august.

Nuuk firmaet Kimik IT lever af at udvikle IT til de grønlandske kommuner, og går angiveligt konkurs, hvis de taber sagen til Kanukoka.

Sagen har været under opsejling siden 2001, og det er anden gang domsforhandlingen bliver udsat. Sagens lange varighed har indtil videre vakt vrede og irritation hos det indstævnede IT-firma. Men denne gang skyldes udsættelsen indirekte Kimik IT selv.

Der var oprindeligt afsat fem dage til sagen, men først måtte den rykkes en dag, fordi Kimik IT´s advokat ikke kunne lande i Nuuk på grund af sidste uges tåge. Hun arbejder i advokatfirmaet Kromann Reumert, og kommer til Nuuk fra Danmark.

Derefter måtte sagen udsættes endnu en dag på grund af inhabilitet hos en af domsmændene, der måtte erstattes. Den inhabile domsmand er bror til en vigtig part i sagen – nemlig direktøren i Kimik IT’s eneste konkurrent Kit A/S, i øvrigt stiftet af Kanukoka.

To dages udsættelser ud af de i alt fem dage landsretten har afsat, har Landsretsdommer Søren Søndergård bedømt som for meget, til at en domsfældelse kan nås. Der mangler nemlig at blive afhørt mange vidner endnu i den omfangsrige og komplicerede sag.

Og dermed går der endnu nogle måneder inden vi finder ud af, om Kommunernes sammenslutning Kanukoka har ret.

Kanukoka mener det var uretmæssigt, da Kimik IT sidst i halvfemserne lod sig skille fra Kanukoka, med baggrund i Kanukokas egne planer om privatisering af IT-udviklingen til kommunerne. For uretmæssigheden kræver Kanukoka tolv en halv million af Kimik IT i erstatning.

Kimik IT påstår til gengæld, at de bare fulgte borgmestrenes intentioner, og kræver i stedet Kit A/S lukket. De kræver også, at Kanukoka i det hele taget holder sig ude af markedet for kommunalt IT, samt betaler sagens omkostninger.

Her til eftermiddag bliver to jurister, der i sin tid arbejdede med sagen for Kanukoka afhørt i landsretten. I alt skal seksten vidner høres i løbet af landsretssagen.