Kanukoka: Lad os få en klar melding

08. maj 2006 14:47

De grønlandske kommuner har store forventninger til dagen i morgen, hvor Landstinget skal drøfte Landsstyrets redegørelse om en kommunal strukturreform. Den fungerende formand for kommuneforeningen Kanukoka, Karl Lyberth, håber især på, hvad han kalder en nogenlunde klar udmelding fra landspolitikerne.

- Mange kommuner er i venteposition. En klar melding er vigtig for at kommunerne kan komme i arbejdstøjet. På borgmestermødet i Nuuk i foråret var hele forsamlingen for så vidt for strukturreformen, der lægger op til at give kommunerne en mere central placering og et større ansvar for udviklingen her i landet, siger Karl Lyberth.

- I Kanukoka forventer vi også, at når et større ansvar placeres i kommunerne, så må det også betyde, at der bliver færre landspolitikere. At antallet af landstingsmedlemmer reduceres gevaldigt og måske også antallet af landsstyremedlemmer, tilføjer Karl Lyberth.