KANUKOKA: kommunerne arbejder med reformen

02. marts 2006 15:16

Borgmestrenes og kommunaldirektørernes møde i Nuuk er slut for denne gang. Et møde med Strukturreformen som dagsorden.

Strukturudvalget blev færdigt med udkastet til en kommunalreform i i januar i år. Udvalget brugte to år på at tegne stregerne til det kommunale landkort, og sendt ud i kommunerne. Og siden da er det gået fremad med arbejdet.

- Det er tydeligt at mærke, at kommunerne nu arbejder meget med, hvordan man kommer videre, sagde KANUKOKA’s formand, Lars Karl Jensen, da mødet lakkede mod enden.

Han bemærker blandt andet, at der ivrigt bliver diskuteret, hvem man vil blive lagt sammen med, men også at der stadig bliver efterlyst mere information om mange af kerneområderne i reformen.

Men selvom arbejdet med kommunalreformen er blevet intensiveret rundt om i landet, ja så stejler flere kommuner stadig over tidsrammen.

De vil have reformen udskudt et år, så det først bliver en realitet i år 2010.

- Lige siden de fik strukturreformen udleveret ønsket at udsætte ikrafttrædelsesdatoen. Nu skal der nedsættes en arbejdsgruppe, og det er dem, der skal lave en vurdering. Derfor bliver vores udmelding til Landsstyret og Landstinget også noget der vil indgå i arbejdsgruppens ”rapport”, påpegede Formanden for kommunernes landsforening.

Lars Karl Jensen opfordrer til at udvise forståelse for borgmestrenes forsigtighed og ønsker en bedre dialog mellem Landsforeningen og Landsstyret.