Kangaamiut fejrer 250-års jubilæum

26. juni 2005 18:14

Bygden Kangaamiut i Maniitsoq kommune fejrer i disse dage 250-års jubilæum.

Festlighederne startede i går. Der var både sang, kajakopvisning, grønlandsk polka og en kunstudstilling.

I dag fortsatte festlighederne. Mange folk er valfartet til Bygden, som er kendt især for sine traditionelle sange.

KNR’s medarbejder, Tungutaq Larsen er i Kangaamiut for at følge med i festen.

Han fortæller: Folk her er meget glade. Der er en konkurrence i kvindernes nationaldragt. Og så bliver der budt på traditionel mad over det hele.

Noget særligt er, at en familie fejrer både 50-årsbryllupsdag og en 25-års bryllupsdag samtidig med bygdens jubilæum.

Tungutaq Larsen spurgte bygdebestyrelsesformand, Efraim Olsen, hvad der er det mest bemærkelsesværdige ved jubilæet.

Efraim Olsen peger på den kulturelle arv, som efterkommerne i Kangaamiut har formået at vedligeholde.

Bygdebestyrelsesformanden er glad for, at de unge kan videreføre bygdens traditioner.