Arktisk Råd Kamp om klima til det sidste

Tirsdag afholdes Arktisk Råds ministermøde i Rovaniemi i Finland. Udenrigsministrene fra samtlige otte arktiske stater, herunder USA’s Michael Pompeo og Ruslands Sergey Lavrov, er til stede i Rovaniemi i det arktiske Finland.
Foto © : Pressefoto
Skrevet af Karsten Sommer
07. maj 2019 07:51
Versionist Mads Lynge

Naalakkersuisoq for blandt andet udenrigsanliggender, Ane Lone Bagger, repræsenterer Grønland, og også ICC-Grønlands præsident Hjalmar Dahl, samt hans kolleger fra Sibirien, Alaska og Canada er til stede ved Arktisk råds møde, der afholdes hvert andet år.

Dagens møde er det vigtigste politiske forum i Arktis.

Men sent i går gik forhandlingerne om en fælles resolution meget trægt, fortæller Altinget.dk.

Ønsket om at få kampen mod klimaforandringer i Arktis højt på dagsordenen, frustreres alvorligt af USA's klima-skepsis.

Trump-administrationens modvilje mod at anerkende klimaforandringerne som et reelt problem, gør det svært at finde enighed om den resolution, som gerne skulle ligge klar tirsdag morgen.

Det ventes dog at man finder et kompromis om en tekst. Vi forventer at kunne fortælle mere om det i løbet af dagen.