Kammerateri på bestyrelsesplan

Direktøren for Air Greenland, Michael Binzer, siger i dag til Berlingske Tidende, at Grønland er så plaget af nepotisme, at det kan ødelægge Grønlands drøm om selvstændighed
Skrevet af Jokum Nielsen
03. april 2008 04:00

Interviewet med Air Greenlands direktør kommer samme dag som selskabet afholder sin årlige generalforsamling. Her forudser Michael Binzer, at det ene af to bestyrelsesmedlemmer udpeget af det grønlandske landsstyre vil blive udskiftet.

- Hver gang Landsstyret har skiftet partifarve, er der på de efterfølgende generalforsamlinger i store grønlandske virksomheder blevet udskiftet bestyrelsesmedlemmer, så de afspejler partifarverne i landsstyret. Altså er bestyrelserne i vidt omfang politiske, siger Binzer til Berlingske Tidende.

Udmeldingen er et opråb til den grønlandske befolkning. Ifølge Michael Binzer er det nemlig et »kæmpe problem« for Grønland, at partifæller eller politiske venner bliver tildelt vigtige stillinger, de ikke er berettigede eller kvalificerede til.

- Hvis Grønland skal have en fremtid som selvstændigt land, så er vi nødt til at have et professionelt erhvervsliv, der opererer på professionelle vilkår. Ikke efter de politiske vinde, der blæser, siger han.

Til daglig mærker han også, hvordan grønlandske politikere lige fra Landstinget til Folketinget forsøger at blande sig i hans arbejde.

- Jeg vil ikke nævne navne, men jeg har fået konkrete henvendelser f.eks. omkring ansættelse af personer eller støtte til arrangementer. Altså omkring ting, der ikke har noget med forretningen at gøre, og hvor det handler om varetage andre interesser end virksomhedens, siger Michael Binzer til Berlingske Tidende.