Jørgen Wæver Johansens afgang som landsstyremedlem får også konsekvenser for landstingsgruppen i Siumut.
Det tidligere landsstyremedlem rykker nemlig tilbage på de menige pladser i landstingssalen, og det betyder, at Jørgen Wæver Johansens suppleant, Kalistat Lund, ryger ud af Landstinget.
- Det er selvfølgelig ærgerligt, men det må jeg tage til efterretning, siger han.
Kalistat Lund er samtidig formand for den grønlandsk-danske selvstyrekommission, men det arbejde bliver ikke påvirket af, at han ikke længere har en plads i Landstingssalen.
- Jeg er udpeget af både Grønland og Danmark til at være formand for kommissionen. Og det arbejde fortsætter jeg med. Landstinget kan desuden bede om at få redegørelser om vores arbejde, hvis de ønsker det, siger han.