Kalaallit Røde Korsiat hjælper ofrene fra brand i Ilulissat
Allerede lige efter branden sendte Kalaallit Røde Korsiat en stor mængde tøj fra genbrugsbutikken i Nuuk til ofrene for branden. Kort tid efter fik man en henvendelse fra lokalafdelingen i Ilulissat, om hjælp til de 15 personer, der mistede hjem og ejendele ved branden.
-Vi har i Kalaallit Røde Korsiat en nationalfond, der kan yde hjælp i tilfælde af at det er nødvendigt her i landet. Det er oftest til katastrofer i udlandet at vi hjælper, men jeg var aldrig i tvivl om at vi skulle hjælpe ofrene fra branden. Jeg tog fat i Jysk i Ilulissat, og derfra var der en enorm vilje til at samarbejde om at hjælpe de uheldige mennesker. Det er resultatet af det samarbejde, vi ser i dag, fastslår Kirsten Mortensen, der er sekretariatsleder hos Kalaallit Røde Korsiat.
De mennesker, der blev ramt af branden var i forvejen ikke de mest resursestærke mennesker, og når man så oven i købet mister alt hvad man ejer i en forfærdelig brand, så er man for alvor sårbar. Kalaallit Røde Korsiat er stolte af at det er lykkedes at hjælpe brandofrene med nye senge.
-Når man kommer i den situation, som de 15 brandofre har befundet sig i, er man i den grad afhængig af hjælp udefra. Det er lykkedes for os i samarbejde med Jysk at gøre ofrenes dagligdag en anelse bedre. Måske kan det give dem overskud til at se mere positivt på deres hverdag. I hvert fald kan det gøre deres nætter mere tålelige, og det er vi glade for hos Kalaallit Røde Korsiat, siger Kirsten Mortensen til knr.gl.