Kalaallit Airports lander totalrådgiver
Kalaallit Airports har indgået en aftale med COWI A/S. Det skriver Kalaallit Airports A/S i en pressemeddelelse.
Det rådgivende ingeniørfirma COWI A/S skal derfor være projekterende totalrådgiver for Kalaallit Airports A/S fremover, når de nye landingsbaner i Ilulissat, Qaqortoq og Nuuk skal bygges. Mens Masanti A/S bliver underrådgiver for COWI A/S, og sikrer lokal involvering.
Økonomi, organisation, bemanding og ikke mindst lokalt engagement har været vigtige elementer for Kalaallit Airports i det endelige valg af COWI som totalrådgiver, lyder det.
- COWI og Masanti kom samlet set med det mest fordelagtige tilbud, og vi er meget glade for at totalrådgiveraftalerne nu er på plads for de tre store baneprojekter, siger administrerende direktør i Kalaallit Airports Steffen Ulrich-Lynge.
Inuplan A/S i Nuuk har været rådgiver under udarbejdelsen af de tre anlægsprogrammer. Når COWI begynder på projekteringen, fortsætter Inuplan som bygherrerådgiver for Kalaallit Airports.
LÆS OGSÅ Kalaallit Airports udskriver arkitektkonkurrence
Projektering går i gang
Allerede den i dag den 9. august går arbejdet med projekteringen af en 2.200 meter bane i den nye Ilulissat Lufthavn i gang.
1. oktober gælder det Nuuk Lufthavn, hvor der også skal projekteres en 2.200 meter landingsbane, og et par måneder senere begynder projektering af lufthavnen i Qaqortoq, hvor der skal bygge 1.500 meter bane.
I 2018 bliver Grønland tre store landingsbaner rigere
For hvert af de tre projekter forventes projekteringen at vare otte måneder. Derefter vil opgaven med rent faktisk at anlægge lufthavnene blive sendt i udbud.
- Vi glæder os over den fremdrift der er i planlægningen af projekterne. Arbejdet forløber fortsat i henhold til vores tidsplan, og vi oplever et positivt tværfagliglig samarbejde med myndigheder og luftfartsbranchen. Med totalrådgiveraftalerne på plads, ser vi frem til næste fase i projektet, siger Steffen Ulrich-Lynge.
Hvis projekteringen forløber efter planen, vil anlæggelsen af de tre lufthavne gå i gang i 2018. Qaqortoq Lufthavn vil være færdig i november 2020, og Ilulissat og Nuuk i oktober 2021, lyder det i pressemeddelelsen.
LÆS OGSÅ Kalaallit Airports planer skrider fremad