Julie i tegneserie om sund livsstil

16. januar 2006 15:19

En farverig tegneserie med en vanddrikkende Julie Berthelsen som rollemodel.

Sådan er seneste påfund fra Paarisa i kampen for at få børn og unge til at vælge en sund livsstil.

Tegneserien er blevet til i samarbejde med studerende fra Suhrs Husholdningsseminarium, Ernæringsrådet og Inerisaavik.

Tegneserien er både på dansk og grønlandsk og hedder Rekkus’ Mareridt. Og for dem der ikke lige kan regne den ud, kan vi fortæller at Rekkus er sukker stavet bagfra.

Tegneserien er en slags Hans og Grethe på 11 sider, hvor hovedpersonerne hedder Rekkus og Naja. Skurkene er slik og sodavand og alt andet der indeholder meget sukker, som i historien udløser bumser til Rekkus og deller til Naja.

Undervejs møder de to teenagere sangerinden Julie Berthelsen, som fortæller, at hun spiser og drikker sundt, og at det giver god energi. Til sidst bliver de to teenagere da også overbeviste om, at det er klogt at leve uden alt for meget sukker.

Tegneserien er sendt ud som klassesæt og der er også udarbejdet et læreroplæg, der er tænkt som et videns- og inspirationskatalog til arbejdet med emnet ’sund livsstil på skolerne’.