Julie afviser BT-kritik

19. januar 2006 05:15

Julie Berthelsen tager stærkt afstand fra dagbladet BT's politiske udnyttelse af hendes person i forbindelse med en historie om Great Greenland og den grønlandske sælfangst.

Avisen har angrebet Julie Berthelsen for at lade sig bruge som en køn plakatsøjle for jagtsvineri ved at reklamere for Great Greenland.

I en pressemeddelelse siger sangerinden:

- Jeg var studerende og 20 år gammel, da jeg var model for Great Greenland. Som grønlænder vil jeg til enhver tid bakke op om grønlandske produkter - uden om det politiske.

Julie Berthelsen er også ambassadør for Red Barnets arbejde for Grønlandske Børn.