Journalister varsler strejke

22. januar 2005 13:31

Dansk Journalistforbund og Grønlands Presseforening har varslet strejke og blokade. En strejke, der efter planen vil gå i gang den 25. februar.

Strejken vil ramme KNR, informationsafdelingerne under hjemmestyret, samt informationsafdelingen i Nuuk kommune.

Strejkevarslet er en del af overenskomstforhandlingerne mellem hjemmestyret og journalisternes faglige organisationer. Hvis det ender med en strejke vil man på KNR sende efter en nødplan. En plan, der betyder, at radio og tv skal produceres af chefer, elever og medarbejdere, der ikke er organiseret i fagforeningen.

Bliver der ikke indgået en ny overenskomst, så vil strejken altså træde i kraft fredag den 25. februar.