Josef Motzfeldt ønsker flykontakt med USA

27. oktober 2005 12:02

En gammel aftale mellem Island og Danmark om, at der skal søges koncession til beflyvning af landene spærrer for oprettelsen af en fast rute mellem Grønland og Island.

Landsstyremedlem Josef Motzfeldt har drøftet sagen på Nordisk Råds møde i Reykavik, med henblik på at få aftalen ændret, så Grønland kan få fast flykontakt med Island og dermed også USA.

- Jeg har en aftale med den islandske statsminister om, at det nye landsstyre skal informeres om, hvordan sagen ligger rent politisk. Og så må Danmark, Island og Grønland mødes og ordne det, siger Josef Motzfeldt.

- Det islandske luftfartselskab har daglig forbindelse året rundt til fire-fem store amerikanske byer. Men ingen kender ruten Rejkjavik-Narsarsuaq, og det synes jeg er for galt, tilføjer han.

Sommerruten, som blev støttet af Grønland og Island, byggede på en tre-årig aftale, der udløb i år.

Motzfeldt mener, at Air Greenland skal meget mere på banen og ikke kun koncentrere sig mod øst og København. Der er også andre retninger her i denne verden.