Jordskælv uden danske tilskadekomne

Alle danske statsborgere er uskadte efter tirsdagens jordskælv i Nepal. Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser, at de har kontakt til alle 101 danskere på den såkaldte "danskerliste", og at ingen af dem er kommet til skade.
Skrevet af Ritzau
15. maj 2015 14:38

Dermed er kontakten til danskerne gået langt hurtigere efter tirsdagens jordskælv end tilfældet var ved jordskælvet 25. april.  

Her var det svært for Udenrigsministeriets Borgerservice at komme i kontakt med danskere i landet, da mange opholdt sig uden at have registreret sig på den såkaldte "danskerliste".

Men da mange danskere forlod landet efter 25. april, er arbejdet denne gang gået langt lettere.

Det seneste jordskælv i Nepal ramte tirsdag 5.05 grønlandsk tid og kostede igen store ødelæggelser i landet.

I alt er 76 meldt dræbt i Nepal og 17 i Indien ved skælvet, der målte 7,3 på Richterskalaen. Jordskælvet 25. april målte 7,9.

/ritzau/