Jordens befolkning skyder i vejret
Det fremgår af FN's nye fremskrivning over Jordens befolkning, der i går blev fremlagt i New York.
Verdens befolkning er i dag 7,3 milliarder mennesker. Om 15 år ventes tallet at passere 8,5 milliarder, i 2050 når det op på 9,7 milliarder mennesker.
Og i år 2100 vil vi være hele 11,2 milliarder verdensborgere.
Befolkningsvæksten sker først og fremmest i Afrika. Allerede inden år 2050 vurderes 28 lande i Afrika at fordoble deres befolkningstal.
FN's Klimapanel peger også i sin seneste status fra 2014 på befolkningsvæksten som en af årsagerne til, at Jordens klima løber løbsk.
Ulandsorganisationen Mellemfolkeligt Samvirkes leder, Helle Munk Ravnborg, ser dog ikke befolkningsvæksten som et problem i sig selv.
- Det er vores forbrug og fordelingen af verdens goder, den er gal med, mener hun.
- En europæer slider tre gange mere på planetens naturresourcer end en afrikaner, og en amerikaner hele fem gange mere, påpeger MS' forkvinde.