Jonathan om Muhammedtegninger: Respektér andres tro

02. februar 2006 07:38

Balladen i Danmark om Jyllands-Postens Muhammedtegninger er en kedelig sag for alle i Rigsfællesskabet. Det siger formand for Landstinget og for Selvstyrekommissionen Jonathan Motzfeldt (S) efter et pressemøde i Den Internationale Pressecenter i København. Her var der kun et spinkelt fremmøde da de internationale journalister i Danmark har nok at gøre med at følge krisen om Muhammed-tegningerne.

Jonathan Motzfeldt, der også er præst, mener man skal respektere folks religiøse følelser.

- For mig er det her en kedelig sag for alle i kongeriget Danmark. Man skal passe på ikke at lege med folks følelser. Vi skal respektere at vi har alle vores egne religiøse følelser og ikke nedgøre dem i dagligdagen, siger Jonathan Motzfeldt.

Han vægrer sig ved at tage stilling til, om Jyllands-Posten ikke skulle have bragt tegningerne.

- Der er jo ytringsfrihed i dette land og det skal der blive ved med at være. Men der er nogle grænser, man skal være opmærksom på, så vi ikke tramper på folks følelser. I hvert fald ikke de religiøse følelser, siger Jonathan Motzfeldt.

På spørgsmålet om han selv ville have trykt tegningerne lyder svaret:

- Altså skaden er jo sket. Men jeg håber, at man har taget læren af det fremover, siger Jonathan Motzfeldt.